Hovedet på sømmet

DSCF0187
Hovedet på sømmet. Fotograferet med Fuji X100 (limited edition) i Sverige, 2016.

Inspireret af Fotograf Nicolai Brix “kronik” på Facebook, er her mit indlæg om fotografiets stilling midt i en krisetid hvor Ekstra Bladet fyrer alle sine fotografer.

Dit indlæg i debatten åbner op for mange ting Nicolai. Helt umuligt at gøre det kort.
Det der umiddelbart slog mig midt i en tid hvor fotografiet er under pres, er hvor billedet er, der ledsager indlægget? (Var nødt til at drille lidt her).

Det der forbavser mig mest ved EB´s beslutning om at fyre fastansatte til fordel for freelance og andet køb (formentlig) af billeder udefra, er at man håbløst naivt saver den gren over man selv sidder på. Fjerner man det fede, det overraskende, det visuelt smukke og det fortællende foto til fordel for mainstream billedsuppe, så lokker man heller ikke nogen til at købe avisen/annoncere/klikke ind på websiderne etc. Det gode fotografi er ikke flødeskum på lagkagen, det er pinedød nødvendigt for at få nogen til at interessere sig for hvad man vil fortælle. Fjerner man det, så fjerner man grundlaget for ens egen eksistensberettigelse i en medieverden fuld af ligegyldige billeder som flimrer forbi og ikke får nogen til at standse op og interessere sig.
Apropos så fjernede ledelsen på kunstmuseet Brandts stort set fotografiet og decimerede det til småligegyldigt fyld sammen med andre ting de udstillede. Fotomuseet blev lukket, hvilket er en skandale og en anden historie, men nu åbner der en udstilling om lidt med Jan Grarup og fotobiennalen genindføres, om end i mindre omfang end tidligere. Der er behov for det gode fotografi.
Freelancefotografer, er ikke dermed sat i bås som værende dårligere end de fastansatte, jævnfør din egen historie Nicolai. Men selvom freelancere sikkert er sultne efter arbejde for at klare sig, så er det ikke nødvendigvis sult der er en god drift for at levere godt fotografi. Jeg er selv fastansat, og oplever fordelene ved et tæt samarbejde med journalisterne og sikkerhed i hverdagen. Jeg leverer helt sikkert et bedre produkt fordi jeg ved også hvordan historien er helt fra starten, og påvirker den gennem hele forløbet. Kunne en freelancer ikke gøre det samme? Nej, ikke helt vil jeg påstå i den situation. Men det kommer selvsagt fuldstændigt an på opgaven, og på hvor engageret fotografen er (fastansat eller freelancer).

Kan mediet jeg arbejder på ikke være flintrende ligeglade, så længe der løber noget over skærmen (jeg arbejder med tv ved TV2/Fyn)? Jo og nej. Hvis de vil have ligegyldigt fyld, så er det lige meget hvem der laver det. Vil de have indhold og indfange seere, der ikke bare zapper videre, så nej. Så er dygtige fotografer uundværlige. Men det kræver også at fotograferne leverer varen og ikke sover i hjørnet.
Skal vi som fag hamle op med dem der kan det hele, skrive, interview, filme, fotografere, så skal der til gengæld mere arbejdsomhed og dedikation ind hos den klassiske fotograf. Det er slet ikke nok at aflevere et pænt beskåret og eksponeret foto, hvis indholdet ikke skiller sig ud. En video skal være spændende uanset hvad den handler om, den skal være godt klippet, have små overraskelser i framingen og god lyd. Ellers kan man ligeså godt overlade det til dem med mobilerne der klarer det hele selv. For det er dem, der bliver valgt hvis vi ikke selv sørger for, at være uundværlige.

Uanset om vi er freelancere eller fastansatte, så er vi nødt til at tænke os om. Levere det ekstraordinære. Levere video og fotos sideløbende med tekst og interviews, poste på SOME etc. Levere det overraskende, smukke, skæve som gør os nødvendige. Ind i kampen. Og så et hip til de ledelser, der tror de kan skære på det, der sælger deres vare uden det koster på bundlinjen. De skal godt nok tænke sig gevaldigt om med, at sælge ud af det som de skal overleve på i en medietid fyldt med fyld og ligegyldighed.

1-L1015214

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s