Det uperfekte billede

Skal et fotografi fremstå perfekt, for at være et godt fotografi? Jeg vil lige præcisere, at med perfekt, mener jeg et teknisk velbelyst foto, der er godt komponeret, eksponeret og uden fejl. I vater og med objektet framet i det gyldne snit. I farver, og med den rigtige farvebalance. Eller i sort/hvid; hvor der en god fordeling mellem gråtoner, hvor sort er sort, og hvidt er hvidt. Teknisk fine fotografier, men som nogle gange mangler noget. Det noget, er ofte liv, hvor man kan mærke, at det fotograferede vibrerer, lever og fortæller.

L1008802
Fotograferet i Ny Vestergade i Odense. Foto: Morten Albek

Måske er det “perfekte” foto bare lidt kedeligere, fordi det ikke lever? Skal det så være uperfekt, for at være interessant? Det perfekte billede kan sagtens være interessant hvis motivet lever. Men måske, er der lidt færre interessante fotos hvis målet og udgangspunktet, først og fremmest, er at ramme det tekniske bedste foto, fremfor at søge øjeblikket og det, der lever.

Det uperfekte billede opstår nogle gange når fotografen søger motivet og øjeblikket mere end, at tænke på korrekt beskæring og eksponering. Det handler ikke om at sjuske og være ligeglad med det tekniske. Det skal bare ikke fylde så meget, at man som fotograf mister det vigtigste, nemlig at være til stede og søge det øjeblik, der stopper tiden og fastholder et øjeblik, der beskriver livet og dokumenterer en tilstand. Nogle gange har man lidt tid til at komponere, andre gange sker det på intuition og skal gå stærkt. Så må man leve med det uperfekte foto (teknisk set), mens man vinder på det indtryksfulde og fortællende fotografi i stedet for.

Af samme årsag anvender jeg stort set kun et kamera, og altid monteret med samme optik. Standarden er mit trofaste Leica M9 med en 50mm Summilux f1.4 ASPH. Nu skulle det jo netop ikke handle om teknik, og mit valg af kamera er i princippet også underordnet. Men årsagen til at fortælle det, er at ved at bruge det samme fotografiapparat hver gang, med samme brændvidde, at jeg netop ikke skal tænke ret meget på teknik.

Det handler om at kende kameraet helt ind i knoglerne. Så kan jeg bruge stort set al min energi og koncentration på at fange motivet. Derfor skifter jeg kun sjældent udstyr, og kan oparbejde en fortrolighed med mit enkle udstyr.

l1020096
Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokraterne. Fanget ved Svend film fest i Svendborg.

Ved at anvende samme optik med fast brændvidde, ved jeg stort set inden jeg tager apparatet op for øjet, hvilken afstand jeg skal være i forhold til mit motiv, for at få den rigtige beskæring. Nogle gange kan jeg måske ikke flytte mig langt nok væk, eller tæt nok på, hvilket tvinger mig til at tænke motivet anderledes. Det koster nogle gange noget i jagten på det gode billede, men andre gange, er det en gave, hvor der fremtvinges et motiv jeg ikke havde tænkt på. Som jeg måske aldrig ville have ramt, hvis jeg kunne zoome ind eller ud. En gammel sandhed, er at zoomobjektiver gør fotografen doven, hvor en fast brændvidde tvinger en til at flytte sig og tænke. Som modargument til at bruge det vante udstyr, kan det derimod være en god idé at skifte det vante fotografiapparat ud med et andet i en periode, for at ryste posen og se hvad det medfører af “fejl” og interessante billeder.

Paris
Paris. Foto: Morten Albek