Fokus eller ej? / Focus or not?

På baggrund af en nylig kommentar til nogle fotos, synes jeg det er tid til et input om vigtigheden, eller måske det modsatte, om et billede skal være hundrede procent i fokus for at være et godt foto. Jeg skyder med min optik fuldt åben, og derfor er dybdeskarpheden ekstremt lille. Jeg bruger mest en Summilux 50mm f1,4 ASPH optik på min trofaste Leica M9. Når jeg tager et portræt på omkring 1,5 meters afstand, betyder det, at kun et øje vil være i fokus, medmindre personen står helt retvendt og begge øjne er nøjagtigt lige langt fra kameraet.

Relating to a comment I received recently, I feel it is time to write a small piece about the importance, or the un-importance of focus. When, as I do, photographers shoot with the aperture wide open, the depth of field may be very limited. In my case, I shoot with a Summilux 50mm f1,4 ASPH most of the time, mounted on my steady Leica M9. Portraits shot at a fair distance of 1,5 meters from the subject means that only one eye is in focus if the portrayed person do not stand with the face, and both eyes, one hundred percent at line, with the camera.

Kulturordfører Mogens Jensen, Socialdemokraterne, fanget mellem gæster til SVEND filmfestival i Svendborg. / Politician Mogens Jensen caught between guests at a film festival.

L1019812 — Et andet foto, hvor den lille dybdeskarphed er med til at flytte øjet derhen hvor jeg som fotograf ønsker man skal se. I fokus er Alex Ahrendtsen (DF) ved kulturmødet på Mors. Den lille dybdeskarphedhjælper med at nedtone de mindre interessante ting i billedet. / Another example of the use of a small depth of field. The focus helps politician Alex Ahrendtsen stand out from the crowd, as I wished. It also makes the picture a bit less noisy when less important objects are blurred.

Den meget lille dybdeskarphed kan udvides, ved at lukke blænden ned til f.eks. f 4, eller mindre. Det giver et større dybdeskarphedsområde, men til gengæld mistes den fine bokeh (det uskarpe område i billedet), som tilføjer fotografiet en speciel stemning. Så jeg beholder altså indstillingen på optikken til størst mulig blændeåbning til 95% af de fotos jeg tager. Når jeg på en nyhedsreportage rammer fokus lige i røven (som en landsholdfodboldspiller sagde om bolden, og et mål, i den berømte EM-fodboldfinale i 95), så er det naturligvis fantastisk. Men hvad hvis jeg rammer ved siden af? Er der så ikke mål, og er det så et dårligt billede, som med det samme bør kasseres? Ikke efter min mening. Hvis bare billedet er stærkt nok i sig selv, så beholder jeg det. Desuden skal et foto ses som det ses, og man skal ikke zoome ind for at tjekke om fokus nu lige rammer præcist på den pixel man havde tænkt. Man skal se på hele billedet. Virker det, så virker det.

Den stoflighed og det visuelle udtryk, som nogle gange skabes gennem det uperfekte billede, er mere interessant og fortællende end det klinisk korrekte foto.

Such a small depth of field can be eliminated by stepping down the aperture to f4 or more, but then I loose the bokeh (out of focus blur), and the special feeling this adds. So I keep it at the wide open setting in 95% of my pictures, and with manual focus control at the Leica M9, as it is born with. When I hit the focus perfectly at reportage news shootings it is of course great. But what if I don’t hit? Is it then a bad picture, and should be abandoned. That can be argued, but if the picture is strong enough I just keep it. By the way, it is not about zooming in at details in the picture to control if it is in focus. It is the whole picture that should be examined as one piece, and if it works, it works.

The materiality and visual impact that may arise through the imperfect picture, often is far more interesting and storytelling than the clinical and technical perfect photo.

Vinder af prisen for bedste kvindelige skuepiller ved SVEND filmfestival 2016, Trine Dyrholm. / Trine Dyrholm, winner of the best female actor awards at the SVEND filmfestival in Denmark, 2016.

Det er at tage chancer, når man som jeg, det meste af tiden arbejder med så lille dybdeskarphed. Især når man skyder nyheder og mennesker i bevægelse. Man vinder nogle, men man taber også nogle.

Ligesom ved brugen af autofokus og DSLR kameraer, hvor der ikke altid er gevinst. Gevinsten ved at arbejde med fuld blændeåbning (som kræver en god optik), er et i mine øjne mere interessant foto, der appellerer til beskuerens følelser. Mere end det mere registrerende foto, der måske nok dokumenterer, men uden at fortælle. Fotos med stor dybdeskarphed kan sagtens være fortællende og emotionelle. De har bare et andet udtryk. Det er i sidste ende et spørgsmål om smag, hvilket er vanskeligt at diskutere sagligt.

It is risky business to work this way doing reportage style photos for news i.e. You win some, and you lose some.

But this also happens with autofocus system DSLR´s e.g. The advantage of shooting this way (which demands a high quality lens) is a more interesting picture, having a bigger impact than pictures looking more clinical and just registering the scene without appealing to the emotions of the viewer. In the end it is a matter of taste, and therefore difficult to discuss. Photos with a larger depth of focus, may of course also be great storytelling photos with impact. They just have another style. It’s all a matter of taste.