Fotoets værdi
Her på min fotoblog vil jeg indimellem skrive lidt om de fotos jeg tager, og de videoer jeg producerer. Dagens lille historie er fra i går, så allerede her falder nyhedsinteressen væsentligt. Eller gør den? For nogle fotos har det med at blive stående på nethinden også efter man har set dem. Ikke sagt, at de her fotos vil stå på nethinden ret længe, men nogle gør. Siden igår er der flimret mange billeder forbi øjnene på Facebook, Instagram og tv´et. Vi får hundredvis af billedindtryk hver dag, men nogle af dem husker vi alligevel et stykke tid bagefter, mens andre bliver i bevidstheden for altid. F.eks. Nick Uts foto Napalm Girl fra Vietnamkrigen, som de fleste husker når de bare har set det én gang. Regnes også for et af de fotos, der ændrede krigen.
Når man producerer fotos uden for krig, katastrofe og terrorramte områder rammer man ikke nødvendigvis så tit det store drama i billedet. Men det lille drama, og den stille historie er også vigtig. Det er alt sammen en del af vores liv, og stilhed og eftertænksomhed kan også være stærke værdier i et foto. Noget som kan sætte andre tanker i gang. Eller det kan bare være en smuk komposition, der gør man stopper op og tænker lidt over det man ser. Set med andre øjne så man oplever det velkendte på en anden måde, og måske selv lægger mærke til det næste gang man ser noget tilsvarende.
Når jeg skyder video til TV2/Fyn, har jeg altid et stillkamera med. Jeg har stort set altid et stillkamera på mig næsten lige meget hvor jeg er. For man ved aldrig hvor motivet opstår, og jeg har (lidt for tit) tidligere ærgret mig gul, grøn, blå og andre farver over, at jeg ikke gad tage kameraet over skulderen. Så enten er det min trofaste Leica M9, eller mit fine lille Fuji X100, der er med mig. De vejer ikke meget, og kan derfor være med selvom jeg slæber rundt på det noget tunge tv-kamera, lyd etc.
Billederne jeg tager, før under og efter jeg filmer til tv, anvendes til sociale medier og TV2/Fyns hjemmeside bl.a. Igår var det et lille sommerindslag om billedhugger Niels-Erik Øhlenschlæger fra Odense, der er igang med at forme et gammelt træ om til en skulpturel oplevelse ved Den Fynske Landsby. Et foto skudt fra toppen af stilladset (hvor vi ved fælles hjælp også fik hejst det tunge tv-kamera op i et reb – ps: sig det ikke til ledelsen), og et fra jorden. Begge er fotos af en lille historie, men som har sin egen gyldighed i et flimrende mediebillede.
