Gadefotografi

Gadefoto (streetphoto), er en populær genre indenfor fotografiet. Det er også en af de sværeste discipliner, fordi det kræver man er ekstrem opmærksom, at man tør tage billeder af mennesker man ikke kender, at man tør gå tæt på, og at man altid er klar til at tage billedet.

Kameraet skal man have med sig overalt, og det skal altid være gjort klar til at skyde. Motivet og situationen er væk hvis man er for langsom. Derfor skal kameraet være indstillet når man går ud på gaden, og ikke noget der først gøres klar når man ser motivet. Dvs., når man stiger ud af bilen f.eks., så er korrekt ISO, blænde og lukkertid valgt. Der er aldrig (ALDRIG) et beskyttelsesdæksel foran objektivet, der skal fjernes før du kan skyde. Sæt et neutralt eller UV-filter på objektivet hvis du er bange for ridser i det yderste glas, for det er rimeligt nemt/billigt at erstatte hvis uheldet er ude. Alt der sinker dig i at fange øjeblikket skal elimineres på forhånd.

Vælg et lille kamera, som vækker mindre opsigt end store spejlrefleks (DSLR) kameraer. Leica M, Fuji X100 eller Olympus Pen serien f.eks. Det vigtige, er at du kender dit kamera ud og ind, og at du kan bruge det diskret. Opdager folk de bliver fotograferet ender det ofte med et billede, der ikke er interessant. Eller de bliver uinteressante pga. de er opmærksomme på, at der bliver taget et foto af dem. I andre, ganske få tilfælde, bliver nogen sure og man opgiver venligt (hvis man ikke allerede har fanget dem i en god situation). Det er heldigvis meget sjældent jeg har oplevet folk blive sure, og jeg smiler altid afvæbnende hvis jeg bliver “opdaget”. De fleste er faktisk smigrede over, at man har interesse i dem.

I situationen på fotoet herover som er taget i Odense, vidste manden godt jeg tog billeder i hans retning. Faktisk måtte jeg tage nogle stykker for at ramme fokus – som jeg først fejlfokuserede. Men når jeg kiggede op fra kameraet så jeg forbi ham, så han ikke følte sig iagttaget. Der er også nogle skud jeg ikke har anvendt, fordi de ikke gjorde ham godt. Jeg ønsker ikke at udstille folk, men vil gerne fortælle en historie. Uden en undren eller en historie, er et gadefotografi uinteressant. Som ethvert andet foto, der ikke formidler en historie eller følelse.

Det er ikke nok at fotografere et menneske. Det skal også formidle noget som andre kan reflektere over.

Og jeg vil aldrig fotografere mennesker for at udstille dem negativt. Man skal fotografere sine medmennesker med den fornødne respekt, og hvis der ikke er tale om en journalistisk historie, der f.eks. sætter fokus på hjemløses forhold, vil jeg aldrig fotografere en hjemløs. Det vil være respektløst at udstille et andet menneske i problemer hvis der ikke er et formål med at fortælle deres historie, så man kan fokusere på at ændre det til det bedre.  Bare at tage billedet fordi man kan iagttage, at nogen har det værre end en selv, er stor mangel på medmenneskelighed og også usympatisk.

I det her tilfælde (billedet herover), er der en menneskelig skrøbelighed i billedet, en melankoli, som man kan fundere over. Hvad er historien bag at han sidder der? Hvad tænker han på mens han ryger sin cigaret?

Billedet herunder rummer samme melankolske stemning, og man kan ikke undgå at spekulere over hvad mandens situation er? De foto,s der stiller flere spørgsmål end de besvarer, er ofte de bedste. Så kan man selv fundere videre, og danne sin egen historie. Situationen omkring det sidste foto, opstod på en café i Paris. Jeg iagttog manden  gennem længere tid, før jeg havde modet til at tage billedet. Jeg følte jeg ville forstyrre ham i hans stille øjeblik med sin øl. Situationen har umiddelbart noget trist over sig, men måske det bare er et afslappet øjeblik? Jeg havde en stærk fornemmelse af, at der lå en tydelig historie i billedet. Uanset hvordan man læser det. Jeg tog kun det ene skud, og ville have fortrudt hvis jeg ikke gjorde det.

Det er i det øjeblik billedet tages, historien skabes. Historien kan ligge i det splitsekund man trykker på udløseren, og være væk det næste, og intet inden.

Det er blikket, attituden, lyset og omgivelserne tilsammen, der afgør hvad man læser i billedet. Ikke hvad der foregår før og efter, men det, der fanges i det berømte afgørende øjeblik. Derfor skal man være klar til at fange det når det opstår. Om det er skønhed, eller noget andet, er underordnet. Bare der en historie i billedet man kan reflektere over eller genkende. Det behøver ikke være særligt dybt, for nogle gange er livet meget enkelt. Andre gange mere kompliceret.