Historiefortælling
I 2013 tog jeg til Paris for at deltage i et street-fotokursus.
Jeg havde lige købt mit første Leica. En brugt M8, som er Leicas første digitale version af et kamera. Monteret med en vintage Canon 50mm f 1.8 gik jeg ud for at fotografere før kurset overhovedet var startet.
Et af de første billeder jeg fik taget var på en cafe. Jeg var ret længe om at tage mod til mig og diskret få framt og trykket på udløseren. Det kan virke lidt intimiderende at fotografere et andet menneske men jeg overvandt det fordi motivet var så stærkt.
Iøvrigt i stærk kontrast til billedet med den glade servitrice på en anden café den samme uge.
Street-foto handler om mere end bare at fange nogle mennesker på en gade. Eller en cafe.
Det er vigtigt der er mere i billedet som kan forundre, gøre en nysgerrig eller decideret fortælle en historie. De bedste billeder har den ekstra dimension som også gør man vender tilbage til dem og husker dem.
Billedet her stiller en masse spørgsmål. Her sidder en mand med sin øl og stirrer frem for sig. Tilsyneladende trist. Eller måske bare træ? Jeg kan ihvertfald ikke lade være med at tænke på hvad han er trist over, eller hvad der foregår i hans hovede. Det er helt åbent for fortolkning, men det er også det som gør billedet interessant.
Jeg bliver ved med at vende tilbage til det her billede, selvom det teknisk ikke er perfekt på nogen måde. Den gamle Canon optik leverede ikke det skarpeste billede, og kombineret med Leica M8 der kun har en APS-H (27 x 18 mm) sensor lader det noget tilbage at ønske. Men det var i 2013 og det gamle look det giver fascinerer mig alligevel også.
Jeg kæmpede også lidt med at have et målsøgerkamera i hånden for første gang, og finde fokus hurtigt nok kan være en udfordring indtil man får det trænet op.
Senere er jeg skiftet til både Leica M9 og Sony A7r-serien men det er en historie til en anden gang.
Den vigtigste pointe her er at finde en historie i billedet. Som enten kan forundre, stille spørgsmål eller fascinere.
