Der er mange, rigtigt mange, meninger om Leica M kameraer. Og om dem, som bruger dem. Leica M brugere bliver endda kaldt for en halvreligiøs kult og som værende af en særlig familie (det med familien vender jeg tilbage til). Leica M er et dyrt mærke, måske for dyrt.
Ikke desto mindre betaler man både for et fantastisk kamera i uopslidelig kvalitet, udviklingen, og naturligvis for en historie omkring et af verdens mest ikoniske kameraer. Sådan er det med kvalitet, og med et brand, der har haft stor indflydelse på fotohistorien. Der er en en grund til at brugtprisen er relativt høj. Kvalitet holder.
Prisen på et Leica M kan man argumentere omkring fra nu af og til juleaften. Som man kan omkring en Porsche, en lækker jakke eller et godt ur. Er de virkelig det værd som de koster? Umuligt at sige, men jeg kan garantere, at jeg er glad for mit Leica M9, og de fantastiske objektiver, der passer til. Leica M kameraet er kendt gennem verdenshistorien, og mange store fotografer har anvendt det som deres foretrukne værktøj. Kameraet håndbygges og udvikles i Tyskland, og ikke i Japan, som forklarer lidt af prisforskellen. De er samlet i hånden, og bygget til arbejdsbrug. Der er ikke japanske plastikknapper, og der er ikke overflødige menuer.
Er det et snob-kamera? Det kan det være, når Leicas specialmodeller til overpriser frigives i begrænsede oplag. Men der er også modeller (stadigvæk dyre), der er beregnet til at være et stykke sublimt arbejdsredskab, der kan holde til feltarbejde. Går der et eller andet i stykker i kameraet, kan det erstattes med nyt. Ikke som mange japanske kameraer, hvor man kan risikere at skulle smide hele kameraet eller objektivet ud og erstatte med nyt når selv mindre dele går i stykker.
I kontrol
Leica M kameraet skiller virkeligt vandene. Nogle elsker det, mens andre elsker at hade det. Er man til autofokus og automatisk lysmåling og mange skud i sekundet, er et DSLR kamera sikkert vejen. Men er man til præcis kontrol af lys og kreativt arbejde, så er Leicas M system en gave. Der skal en del tilvænning til den manuelle fokus, som kun kommer i hus med træning over længere tid. Skal man lære kameraet at kende, og virkelig mestre det, bør man lægge alt andet udstyr til side og kun fotografere med det. Ellers lærer man det aldrig rigtigt. Har man lært det og knækket koden, kan man til gengæld arbejde med fotografiet på en helt anden måde. Fordi alt er enkelt og manuelt.
Begrænsningens kunst
Min argumentation er nu heller ikke imod de store DSLR kameraer, for de har deres berettigelse og er man vant til at arbejde med det værktøj, er det også bedst at holde sig til det. Bevæggrunden for mit indlæg er mere den her lidt hysteriske argumentation imod Leica.
Leica M er et fantastisk kreativt værktøj i de rette hænder. Man tvinges til at tænke fotografisk med det værktøj i hænderne, og det vil afspejle sig i de fotografier, der kommer ud i den anden ende.
Selvfølgelig kan der argumenteres for, at der findes mange fremragende fotografer med Nikon og Canon DSLR udstyr. Bare se på Årets pressefotos. Men mange af de billeder er taget med unødvendigt tungt udstyr, for statistikken siger at langt de fleste fotos optaget på ÅP er taget med 35mm. Ideel brændvidde for en Leica M fotograf. Selv har jeg en forkærlighed for 50mm som er min mest anvendte brændvidde.
En anden, og meget væsentlig grund til at jeg fotograferer med Leica M9 er at det kamera tvinger mig til at tænke. Jeg kan ikke bare zoome ind med en lang telelinse, men skal flytte mig. Gå tættere på eller længere væk. Jeg skal zoome med fødderne.
I andre situationer kan jeg måske ikke flytte mig ret meget. f.eks. til en koncert hvor man er lukket inde i en smal scenegrav. Det tvinger mig til at være kreativ med kameraet, og gennem tiden har det fremtvunget spændende motiver som jeg ikke nødvendigvis havde opdaget med en telelinse . med zoom og telelinser risikerer man at blive doven. begrænsningen tvinger mig til at se nye muligheder og skabe øjeblikke som jeg ville overse med “nem” teknik i hånden.
Det kan man selvfølgelig opnå med andre kameraer, ved at bruge en fast brændvidde på 35 til 50 mm.
På forkant med begivenheden
Med et Leica M9 i hånden er jeg nødsaget til at forudse hvornår motivet opstår. hvornår det er det rette tidspunkt at trykke på udløseren og fastholde øjeblikket.
For et M9 er ikke verdens hurtigste kamera og målsøgerfunktionen hvor der stilles skarpt ved at to billedflader skal blende sammen er langsommere end end autofokus. Men med træning kan man komme ret tæt på, og den trænede fotograf forudser ofte hvad motivets næste træk er. Det lærer man også af at arbejde med et Leica, fordi man tvinges til at tænke og kun opfatte kameraet som et mørkekammer der handler om eksponering, fokus og skarphed.
Kameraet har enkelte autofunktioner hvor man kan lade det bestemme lukkertiden f.eks. Men jeg kører altid alting manuelt så jeg er i fuld kontrol.
Den optrænede øgede opmærksomhed giver mig en fordel når jeg skal fotografere eller lave en film, eller et tv-indslag. Jeg tænker hele tiden på hvad det næste “move” er og hvornår det rette øjeblik opstår.
Derfor har Leica M9 været en gave til min måde at se fotografiet på og hvordan jeg fanger det rette moment.
I dag bruger jeg både Leica M og Sony A7 serien, men altid med fast brændvidde.
Jeg er langt fra velhavende, men har byttet mit gennem flere år sammensparede tunge professionelle Canon og senere Nikon DSLR udstyr ud med det meget mindre Leica M9. Jeg startede med M8, som jeg desværre mistede. I stedet for tunge objektiver og store kameraer, fik jeg fotoglæden tilbage da jeg udskiftede det tunge grej med det lettere målsøgerkamera. Nu har jeg kameraet med mig altid, i modsætning til tidl. hvor det tunge og ofte lidt klodsede udstyr blev hjemme. Jeg får taget mange flere billeder, og det er det væsentlige.
Leicaen har også den store fordel, at jeg er mere undseelig med det mindre kamera mellem mig og den jeg vil forevige. Der er kortere afstand til kontakt, og det er nemmere at holde sig skjult når det er ønskeligt.
Kameraets blænde og lukketid styres optimalt helt manuelt (der er en lukkertids-autofunktion tilgængelig), og man bør betragte kameraet som et lille mørkekammer. Alt handler om lyset. Ved at bruge indstillingerne 100% manuelt, styrer man også lyset 100%. Et automatisk kamera vil forsøge at ramme et jævnt belyst motiv, og vil aldrig kunne beregne, at man f.eks. kun ønsker et meget lille område “korrekt” belyst, mens resten falder ud i mørke. Med manuelle indstillinger, er man selv herre over hvordan billedet belyses, og er i fuldstændig kontrol. Det kan man selvfølgelig også på et DSLR kamera, men pointen er, at hvis man er trænet i udelukkende at anvende manuelle indstillinger, er det lyn hurtigt at ramme den rigtige belysning til situationen. Her er Leicas enkle opbygning med til at gøre den øvelse nem.
Kan man så hurtigt tage kameraet frem i en situation og fange motivet når der ikke anvendes automatiske indstillinger? Ja, for det første man gør når man går uden for døren, eller kommer ind i en bygning, er at bruge fem sekunder på at indstille lukkertiden/blænden. Det tager kun fem sek. og så er man beredt.
